Historisk analysemetode

“People are trapped in history and history is trapped in them.” - James Baldwin

Introduktion

Hvor den nykritiske analysemetode ser bort fra alle eksterne forhold, arbejder den historiske analysemetode ud fra tesen om at en forfatters værker nødvendigvis vil være påvirket af den historiske og derfor også politiske, religiøse, kulturelle, sociale og samfundsmæssige samtid værket er skrevet i. For at kunne anvende den historiske analysemetode kræver det derfor, at man tilegner sig en bred viden om værkets historiske kontekst.

Oprindelse

Ligesom med biografisk analysemetode, er det også her svært at præcisere en oprindelse, men den går eftersigende helt tilbage til det 17. århundrede, hvor hollandske lærde, heriblandt Erasmus af Rotterdam , eksaminerede biblen. Siden cirka midten af 1900-tallet, hvor nykritikken vinder frem, er metoden i sin oprindelige form næsten afskrevet af litteraturkritikere.

Nyhistorisme

Metoden er dog, siden 1980erne, dukket op i en nyere og lettere modificeret udgave kaldet nyhistorismen. Her vender man, så at sige, metoden på hovedet og i stedet for at fokusere på hvordan historien har påvirket litteraturen, forsøger man i stedet at bruge litteraturen til at fastlægge og forklare ting om datidens kultur. I nyhistorismen inddrages forfatteren derfor også i en større grad, og man kan således tale om en slags kombination af forskellige tilgange, som eksempelvis den historiske analysemetode og den biografiske analysemetode.

Anvendelse af metoden

I praksis fungerer metoden meget ligesom den biografiske analysemetode. Den starter, som de fleste tekstanalyser, ved en grundig nærlæsning af teksten, men hvor man ved den biografiske analysemetode researchede forfatterens liv, sporer man sig ved den historiske analysemetode mere ind på tekstens historiske kontekst. Efterfølgende arbejdes der videre med teksten, og man forsøger at forklare, analysere og fortolke den ud fra den baggrundsviden man nu har tilegnet sig.

Kritik af metoden

Metoden fungerer typisk bedst i samspil med andre tilgange. Det er nemlig den risiko med metoden at den underprioriterer tekstens litterære indhold, da der primært fokuseres på eksterne forhold. Generelt er det ikke optimalt at basere hele sin analyse af en tekst udelukkende på eksterne faktorer. I samspil med andre fag, som eksempelvis historie, er det også en risiko at tilgangene bliver ensartede og at fagene derfor ikke supplerer hinanden optimalt.

Kilder: Carleton College og Christian Publishing House Blog.